mandag den 24. september 2012

Velkommen til cirkus mor - hvor man taber på både gynger og karruseller

Lørdag startede ud med at være sådan en dag, hvor den 6 årige bare ikke havde lyst til at spille fodboldkamp. Igen-igen.
Og det kan jeg faktisk utroligt godt sætte mig ind i.
Han er kun 6 år. Han er ikke helt klar over hvad det vil sige at forpligte sig til en holdsport. Men det fik vi jo så lejlighed til at snakke lidt om. Det fik han bare ikke mere lyst af. Faktisk fik han akut ondt i benene.
Og egentlig synes jeg at det er okay ikke altid at ha lyst. Især når man er lille. Men det ændrer jo ikke ved, at der ville stå et fodboldhold og regne med ham et sted ude på Amager over frokost.
Så jeg lavede en lokkeaftale med ham. Hvis du tager ud og spiller med dine kammerater, så gør vi noget sjovt bagefter. Tivoli (i regnvejr!)

Det virkede. Og jeg har ladet mig selv slippe igennem med den lidt usle taktik, fordi det sgu nogen gange er okay at belønne sig selv (eller andre) for noget der ikke trækker af sig selv.

Men. Senere på dagen flegnede den næsten 4-årige ud. Virkelig flegnede. Jeg kan ikke huske over hvad. Det sker hver eneste dag for tiden, og ingen af mine taktikker virker.
Jeg har forsøgt med at pædagogisk iøjenhøjde snak. Hvilket er nærmest umuligt når barnet er hysterisk. Jeg har prøvet at gå. At true. Og at flegne tilbage. Og det virker ikke.
I lørdags prøvede jeg det hele. Og endte med at stå fast på truslen. Som var at vi ikke kunne gå i Tivoli med børn der ikke hører efter.

Flot klaret. Sådan lige at true noget væk fra det ene barn, som jeg havde givet i belønning til det andet.

Nå men vi endte selvfølgelig i tivoli. I regnvejr. Får jeg er heldigvis ikke for fin til at indrømme at min taktik var dum. Og at når jeg har lovet Tivoli, så må jeg holde Tivoli.
Tror så desværre ikke at den 4-årige lærte noget som helst på den konto.

Og igår flegnede hun igen. Og i morges. Suk.





onsdag den 19. september 2012

Jeg sidder lige lidt stille her og kommer mig...

Her går det.
Ikke vildt meget bedre, men heller ikke vildt meget dårligere.

Der gik i hvert fald 3 uger inden jeg overhovedet kom overens med at det ER stress det her. Indtil da slog jeg bare mig selv i hovedet med ord som doven, pjæk, undermåler, egoistisk og tag-dig-sammen.

Indsigten førte i første omgang kun mere nedtur med sig. Og lige nu færdes jeg stadig ved siden af mig selv. Men planen er at få fyldt på batterierne. Og måske lære noget om hvad der gør mig glad.




onsdag den 12. september 2012

Hvad ved jeg?

To dejlige, kloge og tynde(!) damer sagde til mig idag, at grunden til at jeg ikke taber mig i denne krisetid (ja for det ved vi jo er den eneste umiddelbare fordel ved kriser) er at krisen ikke er stor nok.
Det er ikke en dødsangst-nu-mister-jeg-alt-hvad-jeg-har-kært-krise. Og halleluja for det!
Det er mere en kan-ikke-mærke-mig-selv-så-jeg-spiser-lige-noget-krise. Og det taber man sig selvsagt ikke af.
Så nu er jeg både tyk og stresset.
Og lammet. Og nej jeg kan som sagt ikke rigtigt mærke noget, heller ikke om jeg har det bedre.





mandag den 3. september 2012

Fravær

Jeg har ikke for vane at råbe mine følelser ud fra tagrygge. Jeg går heller ikke og skjuler dem. Men jeg pakker dem måske ind i lidt kækhed.
Jeg kan godt sige ligeud, både at jeg bliver ked af noget, og at andet slider på mig, og jeg er heller ikke bleg for at fortælle nogenlunde hvordan det går, når jeg bliver mødt af det høflighedsspørgsmål. Men jeg har nok en tendens til ikke at blive hængende i samtalen. Til hurtigt at flytte fokus videre. Til at bløde op med en lille kæk betragtning. For man vil jo nødigt fylde i forsamlingen. Eller være alt for belastende i andre folks liv.
Det er min indre vestjyde der sammen med pigen fra flinkeskolen styrer den fest.
De synes at man skal leve sit liv ordentligt, uden at være til besvær, og ihvert fald ikke have fravær på grund af stresssymptomer. Samfundet og arbejdsgivere er tilsyneladende enige.
Heldigvis er det kroppen der bestemmer lige nu. Og så må vi se om arbejdslivet vil finde sig i det...