mandag den 20. august 2012

Voksen

En af de absolutte ulemper ved at være voksen er, at man selv skal tage alle beslutninger, og derefter leve med dem. Man skal leve efter evne, og man skal gribe chancer, og vide hvornår det er klogest at takke nej.
Man skal vide hvordan man har lyst til at leve og bo. Og bruge sit liv så man er glad.
Det er sgu hårdt i den her hede.
Heldigvis kan man også bare beslutte sig for, at hvis man faktisk ikke har lyst til tandlægeeftersyn på onsdag, så kan man da bare ringe afbud. Virkelig en klog beslutning synes jeg!
Og PS. Fisteren havde første skoledag idag. Og moren kneb en tåre. Og blev tilsyneladende lidt overvældet over tiden der går, og så åbentbart lige præcis så carpe diem agtig at det gik udover tandplejen.

mandag den 6. august 2012

Søster Vægelsind

Jeg skal ikke til festival i weekenden. Det har jeg hele tiden vidst.
Men så pludselig en dag i sidste uge, så blev jeg alligevel fristet. Og jeg fristede min bror. Og vi snakkede for (søskendespas, øl, fest, det fede i spontan-udflugt) og imod (økonomi og det forholdsvis ringe musikprogram) og for og imod. Og for og imod.
Og besluttede os.
Og ombestemte os.
Fucking igen og igen.
Vores respektive var så sent som for en time siden ved at blive alvorligt irriterede over os.
Men så endte vi med ikke at gøre det.
Søster Vægelsind og Bror Ubeslutsom kalder man os.

Og apropros. Og så alligevel slet ikke. Så skulle jeg også tage en beslutning lige før ferien. Om et hus. Helt perfekt. Og så alligevel ikke helt. Frøken Vægelsind var ved at gå ud af sit gode skind. Over at skulle beslutte noget på tid. Samtidig med at hun var ved at gå op i limningen over evighedsprojektet henne på arbejdet.

Som jeg, by the way, kom tilbage til idag. Og nej jeg synes faktisk ikke det var spor dejligt at komme afsted efter ferien igen.










søndag den 15. juli 2012

Instagrammer

Hey jeg ved det faktisk godt - jeg er en doven blogger.
Men jeg er en mindre doven instagrammer, hvorfor man derovre faktisk kan følge med i hvilke madder jeg spiser på min yndlingsø... Blandt andet. Og hvis man har lyst.
Hedder soestervaerk derhenne...

lørdag den 7. juli 2012

E.N.D.E.L.I.G.

Uuuuh længe ventede ferie er her. Endelig.
Den har vi ventet på. Med længsel. Alle mand vil jeg tro. Men i hvert fald mig.
Det har holdt lidt hårdt, og jeg kan ikke engang sige at vi nåede det. For to minutter i deadline blev deadline rykket ud i fremtiden. Pludselig havde vi ikke så travlt længere.
Det bliver man ikke nødvendigvis mindre stresset af skulle jeg hilse og sige. For så skulle projektet pludselig køres lidt i pit. Tilgengæld slap vi for den sidste dræbende spurt.
Det er vel godt nok, vil jeg tro.

Nu er det i hvert fald ferie, og jeg sluttede min uge med at hælde al min hjerne ud på en symfoni af huskelister. Så de næste 4 uger vil jeg blot mærke efter om det er en isdag eller en øldag.

God sommer derude!




lørdag den 16. juni 2012

Hej Hej

Så for den der gik lang tid hvor der ikke kom ord ud. Ikke fordi jeg havde lovet noget om regelmæssighed eller noget. Egentlig.
Hold kæft hvor har jeg travlt. Og har haft. Og har fremadrettet. Og efter travl kommer ferie. Som jeg glæder mig pænt meget til, skulle jeg hilse at sige.
Det er arbejde der fylder. Det er ok. Pånær når jeg kommer til at græde en lille smule af stress.
Nå men jeg er her. På en måde. Det var bare det jeg ville sige.



tirsdag den 15. maj 2012

Cirkus Christiania

I morges da jeg cyklede forbi Christiania med Svesken bag på spurgte hun om Fisteren og jeg havde været i cirkus derinde?
Hvilket jeg måtte afvise.
"Men det er da et cirkus ikke mor?"

mandag den 14. maj 2012

Man har et standpunkt til man tager et nyt

Feks. har jeg altid ment at det var lidt pjattet at farve sit hår pga begyndende grånen... Jeg forstår nu nødvendigheden!

Jeg har også altid ment børns computervaner var gode at holde i fællesrum med voksne.... Indtil Fisteren fandt ud af at finde og afspille samtlige fodboldsange på youtube!