Flytteværksstatus

I dag er det tre uger siden at vi flyttede vores habengut til Amager.
Den første uge var ret slem. Jeg var alvorligt i tvivl om vi havde gjort det rette.
Til mit forsvar skal det siges at der var både rengøring af den forladte lejlighed, tvangsudpakning af de vigtigste kasser og et hus der føltes fremmed på mig.

Så tog jeg til Berlin med tegnestuen. Det føltes lige først lidt overvældende at skulle klemme tre dages storby ind i flytteværket. Men der var virkelig dejligt dernede. Vejret var topgodt og kollegaerne vildt søde.
Og da jeg kom hjem, så gik det faktisk en del bedre med det hus. Jeg nød det ligefrem. Med morgenkaffe i haven og alting!

Og nu er alle kasser pakket ud. (Men ikke ret meget af indholdet er på rette plads.) Vi kan igen finde ting.
I aftes fandt jeg for eksempel mit strikketøj. Og strikkede 3 pinde!
Vi opdager hvordan lyset falder ind og hvordan regnvejr lyder på havestuens tag. Vi har hængt en del lamper op, men mangler stadig mange. Og vi er slet SLET ikke nået til det med billeder på væggene.

Vi har lagt 3,5 kilometer til morgenens cykeltur. Hvilket indtil videre føles godt.

Må dog snarest indkøbe ordentligt rengtøj!

Nye lyde

På Christianshavn kunne jeg høre naboer på trappen, jeg kunne høre om kaffebaren lavede kaffe eller smothie, udrykninger og kirkeklokker. Jeg kunne høre når de holdt pause på cafeen. Og deres udsugning. Hele tiden. Og fugle!

På Amager kan jeg høre naboen på blokfløjte, æbler der falder ned på legehusets tag, bussen der kører forbi og lufthavnen i det fjerne. Jeg kan høre hunde, børn der leger og fluer under udestuens tag.
Der er også kirkeklokker og fugle, men det er nogle andre slagser.

Ps: Ja vi er flyttet. Nej jeg har ikke vendet mig helt til det. Men jo, jeg håber det bliver godt...

Jeg sætter min lid til den Amagerkanske himmel

Så synger vi på sidste Christianshavnervers.
Vi har flyttekasser overalt.
Hvilket er alvorligt hæmmende for mit mentale overskud.

Noget andet der ikke gør processen nemmere, er den måde Christianshavn insisterer på at vise sig fra sin allerbedste sider i disse vemodige sidste dage.

I torsdags gik jeg ned om hjørnet, på bådudlejningen for at høre musik. Manden i baren gav mig et glas vin. Kvit og frit. Musikken var dejlig. Og aftenen lun.
Her til aften gik jeg mig en tur ned om et andet hjørne. Hvor jeg tilfældigvis stødte ind i bekendte. Som jeg slog en sludder af med. I en times tid.

Og skønt jeg virkelig glæder mig til hus og have. Og udpakkede flyttekasser.
Så er det svært at se for sig at Amager vil opføre sig lige så elskeligt som Christianshavn gør på sådanne aftener.

Men jeg håber, gør jeg!

Mod Amager med vemod

Flyttekrisen hærger min hjerne.
Det der skulle ha været en spændende ny æra i vores familieliv, føles i min hjerne som scary shit.

Jeg ved godt at det er min hjerne der spiller mig et pus. Og jeg forsøger at ignorere det og ikke gå i panik.

Jeg forsøger at huske på, at det var mig selv der ville. At det var mig der synes, at vi alle ville ha godt af at få græs under tæerne, mere plads og også bare prøve noget nyt.

Sprænge rammerne, træde ud af komfortzonen, blive villaejer, prøve det af…

 

Jeg kaster min tvivl og min krise i hovedet på veninder og kollegaer. Og skåner familien så godt jeg kan.

På nær et hvæs i ny og næ, går det nogenlunde med det.

 

Verdens bedste veninder klapper mig på håret, og siger at det er forståeligt, at det går over, og at man ikke dør af at bo i hus på Amager. De siger at jeg kommer til at elske det. At jeg skal huske på, at jeg er en ude-person. At jeg kommer til at elske haven og himlen.

 

Og de har med garanti ret. Og når maleren har malet lugten af tidligere ejer ud af huset, bliver det sikkert bedre. Og når vi får møbler og personligt dims på plads, vil jeg kunne kende huset som mit hjem.

 

Indtil da dvæler jeg ved sommeren på havnen. Så godt jeg nu kan i mængden at flyttekasser….

 

Det bliver en langtrukken og vemodig afsked med Christianshavn, kan jeg mærke.

Det er ikke så langt som det føles...

Så gik sommerferien: 4 dejlige uger.
Dem der følger med på Instagram vil vide, at det bogstavelig talt var en badeferie. På Bornholm. Vejret var med os. Og humøret også. Og det var i det hele taget helt og aldeles alletiders.

Og igår startede virkeligheden så igen. Med både tv-kiggeri, arbejde, computerskærme og facebook (jep, jeg er total hellig i min ferie: ingen tv, og næsten ingen internet... På nær insta...)

OG vores nye hus.

GLUP.

Endelig kom den dag, hvor (nu) tidligere ejer pakkede deres habengut, og drog vestpå.
Og vi andre snuppede linje 350 tre stop mod syd.
Og der, midt i husejerglæden, kunne jeg mest mærke flyttekrisen kradse.
Det føles større og mere skræmmende at rykke fra København K til Amager, end det gjorde at rykke fra Aarhus til København...
Det er vildt.
Det er vores nye liv.
Mod nye vidder....

Kære Blog. Og evt. læsere.

 

Der er gået længe. Jeg havde næsten glemt, at jeg er den der er blogbestyreren. Og jeg kommer til at glemme det igen. Kan jeg vel ligeså godt indrømme.

 

Jeg havde sagt, at jeg ville skrive igen når det blev forår. Fordi vinteren havde været så lang og energidræbende. Og jeg troede at energien ville komme tilbage med temperaturstigninger og solskin.

 

Og det gjorde den også. Fuld af peps har jeg været. Men det var nok naivt at tro at kækheden ville få mig fluks ind til bloggen, når den selvfølgelig fik mig fluks ud i solen.

 

Og ud på boligmarkedet!

 

Og da vi først var der, så gik det hurtigt. Fluks købte vi et hus.

 

Så nu forlader vi Christianshavn, til fordel for Amagers vidder. Og dejlig 50’er funkis.

 

Selvfølgelig fik Fisteren verdens bedste nye ven, lige på den anden side af gaden, her på Christianshavn, nærmeste den samme dag som vi underskrev købsaftalen. Sammen går de arm i arm og skråler; ”Hvor. Du. Fra? Hvordufra? –Jeg fra Havnen!”

Og Svesken og overboens pige er pludselig også blevet slyngveninder.

Fandeme så typisk lige på tærsklen til en flytning.

 

Men de glæder sig meget til at flytte. Til nye værelser. Og have med legehus i.

 

Jeg glæder mig vildt meget til have. Og havestue. Og sildebensparket. Og virkelig mange indbyggede skabe. Og have. Åh have! Har jeg sagt det?

 

Vemodigt er det dog at skulle forlade Christianshavn. Især når Vor Frelser Kirke spiller.

Særligt slemt var det den anden aften.

Smuk, smuk juniaften med lyseblå himmel, bare ben, blødt lys, mild luft og kirken der spiller ” Danmark nu blunder den lyse nat”

 

Med en klump i halsen måtte jeg holde fokus på en have fyldt med pæoner. Og et hus med sjæl og charme.

 

Og ungerne bliver (hvis alt går vel) på Christianshavns skole, så fremtidige juniaftner på havnen er stadig en mulighed…

Om gargoyler og mangel på handlekraft

Jeg kunne godt tænke mig at skrive mere. Men ikke nok til at jeg vil uddanne mig til fagjournalist. Åbenbart.

Jeg kunne skrive noget mere her. Vil nogen indvende.
Jeg kunne skrive noget mere om steder og arkitektur indvandt (indvandt, indvendte, hvad?) nogen faktisk.

Har søde veninder der har ambitioner på mine vegne.

De kunne godt tænke sig noget med kloakdækselvandringer og gargoyler.

De tænker at den klarer jeg som en mis. Arkitekt und alles.

Men jeg vidste slet ikke hvad det var. Indtil jeg googlede det, så vidste jeg godt hvad det var alligevel.

Det er sådan nogle mytiske dæmon-agtige-dyr, som dem der sidder på Notre dame i Paris.

De spyr tagvand ud.

Og kigger olmt ud over byen og verden.

En slags galionsfigurer til bygninger. Eller noget. Så ved vi det.

Og vi skal da helt klart til Paris og se på sådan nogen, Marie og Julie.

And on another note: Jeg kunne også godt tænke mig et ekstra værelse (eller to) og en have. Men åbenbart ikke helt nok til at jeg vil flytte. Nogen der har noget indvende?