Jeg sad og græd ned i tastatur og post-it blokke den anden dag, lige midt i det fine hvide storrumskontor. Dagen inden græd jeg kun næsten, lige midt i et møde.
Nu er jeg hjemme og sygemeldt et lille stykke tid. Fordi det gør ondt i arbejdslivet. Måske fordi ophobet mistet arbejdsglæde ikke kan blive ved og ved.
Meningen er at jeg skal jeg skal gå til lægen. Og få taget prøver. Og derefter tænke mig om. Prøve at finde ud af hvad der kan få det til at gå over.
Jeg tænker at man kan sige op. Men det er tydeligt at forstå, på dem jeg taler med, at det åbentbart er andre måder jeg skal tænke frem.
Jeg kan bare ikke ret godt tænke på det. Uden at jeg istedet kommer til at tænke på alt muligt andet. På min mor da hun lå helt ubevægelig i en hospitalsseng, stadig med sommerbrune arme, men uden at komme ud i sommeren igen. På engang hvor jeg sad på en trappesten og græd, fordi et yndlingsmenneske flyttede langt væk. På at føde mine børn. På juleaftner. På begyndelser og slutninger. På bryllupper og begravelser. På mennesker fra engang. Og steder jeg har boet. På år der er gået. Og drømme om andre slags liv.
Jeg tror jeg går op og lægger mig. Er der nogen der skal ha noget med?
Jeg har næsten selv været der - eller det har jeg, jeg nåede bare ikke ind på arbejdet den dag. Måske er det noget der sker, når hovedet tror det er lidt smartere end kroppen.. hvilket sjældent er tilfældet. Vær god ved dig selv nu og prøv og læg evt. dårlig samvittighed fra dig - du skal nok flyde ovenpå igen :)
SvarSletJeg har været (er) der også...
SvarSletOg dejligt at læse dine ord igen - fulgte også med før på den gamle blog.
Håber du lytter til dig selv - også selvom du er ude af træning. Jeg synes det er vanvittig svært!
Ps - Maude viser sig jo faktisk at være stærk - faktisk en af de stærkeste inde bag det skrøbelige :-)...
SvarSlet