Fravær

Jeg har ikke for vane at råbe mine følelser ud fra tagrygge. Jeg går heller ikke og skjuler dem. Men jeg pakker dem måske ind i lidt kækhed.
Jeg kan godt sige ligeud, både at jeg bliver ked af noget, og at andet slider på mig, og jeg er heller ikke bleg for at fortælle nogenlunde hvordan det går, når jeg bliver mødt af det høflighedsspørgsmål. Men jeg har nok en tendens til ikke at blive hængende i samtalen. Til hurtigt at flytte fokus videre. Til at bløde op med en lille kæk betragtning. For man vil jo nødigt fylde i forsamlingen. Eller være alt for belastende i andre folks liv.
Det er min indre vestjyde der sammen med pigen fra flinkeskolen styrer den fest.
De synes at man skal leve sit liv ordentligt, uden at være til besvær, og ihvert fald ikke have fravær på grund af stresssymptomer. Samfundet og arbejdsgivere er tilsyneladende enige.
Heldigvis er det kroppen der bestemmer lige nu. Og så må vi se om arbejdslivet vil finde sig i det...