Hvad ved jeg?

To dejlige, kloge og tynde(!) damer sagde til mig idag, at grunden til at jeg ikke taber mig i denne krisetid (ja for det ved vi jo er den eneste umiddelbare fordel ved kriser) er at krisen ikke er stor nok.
Det er ikke en dødsangst-nu-mister-jeg-alt-hvad-jeg-har-kært-krise. Og halleluja for det!
Det er mere en kan-ikke-mærke-mig-selv-så-jeg-spiser-lige-noget-krise. Og det taber man sig selvsagt ikke af.
Så nu er jeg både tyk og stresset.
Og lammet. Og nej jeg kan som sagt ikke rigtigt mærke noget, heller ikke om jeg har det bedre.