Vigga og Otte - noget om navne

Helt ude af kontekst kommer her et indlæg om (børne)navne. Jamen fordi det kan man altid ha en mening om. Alle mand. Alene fordi man jo selv hedder noget. Og fordi man måske har drømt om at hedde noget andet. Eller har (haft) drømme om hvad ens børn skulle hedde.

Mine børn hedder Otte og Vigga.
Otte er vores første barn. Og der var ingen tvivl i mit sind om hvad han skulle hedde. Otte var det eneste navn der stod på både min og min mands liste. Og mit absolut favorit navn. Vi vidste (sådan nogenlunde) at det var en dreng jeg ventede, så pigenavne havde vi ikke snakket så meget om. Men Lotte var i spil, og efter at vi fik vores Otte var det slet ikke i spil længere!

Navnet på andet barn var vi anderledes i tvivl om. Hele fire navne var på tapetet. Og vi havde dem hængene på post-it lapper rundt om i lejligheden i den første måned efter hendes fødsel. Vigga, Marie, Luise og Lilie var de sidste finalister. Og til sidst blev Vigga valgt. Og vi er glade for det. Selvom jeg stadig sagtens kunne se de andre navne for mig.

Jeg skal (efter al sandsynlighed) ikke ha flere børn, men jeg har, udover de allerede fravalgte, yndlingsnavne nok til en hel børnehave!

Ole. Total favorit!
Og Lise!
Begge er navne som vi har i familien allerede, og som min mand derfor udelukkede.

Og Vigge, Wilder og Luis. Og Aske, Charlie og Finn. Og Peter.
Og Rose, Molly, Karla og Mia. Og Anna, Viola og Rikke. Og og og.

Vores børn har i øvrigt kun mit efternavn. Ikke fordi jeg var skrap og stædig. Men fordi min mand synes to efternavne er for mange.
Og ham om det, så længe mit er det der er tilbage...