Jeg fejler vinter

Af en kort måned at være, føles den lang, den her februar.

Jep, jeg tilslutter mig koret af folk der mener, at vinteren MÅ være ved vejs ende. Nu.

Hver eftermiddag lægger jeg mig med influenza-agtige symptomer, og hver morgen er jeg frisk (nok) til at gå på arbejde igen. Jeg vil tro det er vinteren der bygynder at sætte sig fysisk.

Hver morgen åbner Svesken øjnene og klynker, at hun ikke vil i børnehave. Hun fortsætter sin klage med højere og højere lydniveau, indtil vi skal ud af døren.
Når jeg henter hende, har hun haft en fin dag. Og når vi når hjem klynker hun, at hun vil ha sommer. Jeg vil tro at det er vinteren der begynder at sætte sig fysisk.

Tristessen har sat sine tydelige spor.

Men håbet er gult. Som forsythia og påskeliljer.