Kære Blog. Og evt. læsere.
Der er gået længe. Jeg havde næsten glemt, at
jeg er den der er blogbestyreren. Og jeg kommer til at glemme det igen. Kan jeg
vel ligeså godt indrømme.
Jeg havde sagt, at jeg ville skrive igen når
det blev forår. Fordi vinteren havde været så lang og energidræbende. Og jeg
troede at energien ville komme tilbage med temperaturstigninger og solskin.
Og det gjorde den også. Fuld af peps har jeg
været. Men det var nok naivt at tro at kækheden ville få mig fluks ind til
bloggen, når den selvfølgelig fik mig fluks ud i solen.
Og ud på boligmarkedet!
Og da vi først var der, så gik det hurtigt. Fluks
købte vi et hus.
Så nu forlader vi Christianshavn, til fordel
for Amagers vidder. Og dejlig 50’er funkis.
Selvfølgelig fik Fisteren verdens bedste nye
ven, lige på den anden side af gaden, her på Christianshavn, nærmeste den samme
dag som vi underskrev købsaftalen. Sammen går de arm i arm og skråler; ”Hvor. Du.
Fra? Hvordufra? –Jeg fra Havnen!”
Og Svesken og overboens pige er pludselig også
blevet slyngveninder.
Fandeme så typisk lige på tærsklen til en
flytning.
Men de glæder sig meget til at flytte. Til nye
værelser. Og have med legehus i.
Jeg glæder mig vildt meget til have. Og
havestue. Og sildebensparket. Og virkelig mange indbyggede skabe. Og have. Åh
have! Har jeg sagt det?
Vemodigt er det dog at skulle forlade
Christianshavn. Især når Vor Frelser Kirke spiller.
Særligt slemt var det den anden aften.
Smuk, smuk juniaften med lyseblå himmel, bare
ben, blødt lys, mild luft og kirken der spiller ” Danmark nu blunder den lyse
nat”
Med en klump i halsen måtte jeg holde fokus på
en have fyldt med pæoner. Og et hus med sjæl og charme.
Og ungerne bliver (hvis alt går vel) på
Christianshavns skole, så fremtidige juniaftner på havnen er stadig en mulighed…
Hvor fedt...! Anede ikke at I kiggede på hus - hvor langt 'ude' på Amar er det?
SvarSletDet er i det der hedder Sundbyerne... Med Ingolfs kaffebar i tryg nærhed :-)
SvarSlet