Kære Blog. Og evt. læsere.

 

Der er gået længe. Jeg havde næsten glemt, at jeg er den der er blogbestyreren. Og jeg kommer til at glemme det igen. Kan jeg vel ligeså godt indrømme.

 

Jeg havde sagt, at jeg ville skrive igen når det blev forår. Fordi vinteren havde været så lang og energidræbende. Og jeg troede at energien ville komme tilbage med temperaturstigninger og solskin.

 

Og det gjorde den også. Fuld af peps har jeg været. Men det var nok naivt at tro at kækheden ville få mig fluks ind til bloggen, når den selvfølgelig fik mig fluks ud i solen.

 

Og ud på boligmarkedet!

 

Og da vi først var der, så gik det hurtigt. Fluks købte vi et hus.

 

Så nu forlader vi Christianshavn, til fordel for Amagers vidder. Og dejlig 50’er funkis.

 

Selvfølgelig fik Fisteren verdens bedste nye ven, lige på den anden side af gaden, her på Christianshavn, nærmeste den samme dag som vi underskrev købsaftalen. Sammen går de arm i arm og skråler; ”Hvor. Du. Fra? Hvordufra? –Jeg fra Havnen!”

Og Svesken og overboens pige er pludselig også blevet slyngveninder.

Fandeme så typisk lige på tærsklen til en flytning.

 

Men de glæder sig meget til at flytte. Til nye værelser. Og have med legehus i.

 

Jeg glæder mig vildt meget til have. Og havestue. Og sildebensparket. Og virkelig mange indbyggede skabe. Og have. Åh have! Har jeg sagt det?

 

Vemodigt er det dog at skulle forlade Christianshavn. Især når Vor Frelser Kirke spiller.

Særligt slemt var det den anden aften.

Smuk, smuk juniaften med lyseblå himmel, bare ben, blødt lys, mild luft og kirken der spiller ” Danmark nu blunder den lyse nat”

 

Med en klump i halsen måtte jeg holde fokus på en have fyldt med pæoner. Og et hus med sjæl og charme.

 

Og ungerne bliver (hvis alt går vel) på Christianshavns skole, så fremtidige juniaftner på havnen er stadig en mulighed…