Mod Amager med vemod

Flyttekrisen hærger min hjerne.
Det der skulle ha været en spændende ny æra i vores familieliv, føles i min hjerne som scary shit.

Jeg ved godt at det er min hjerne der spiller mig et pus. Og jeg forsøger at ignorere det og ikke gå i panik.

Jeg forsøger at huske på, at det var mig selv der ville. At det var mig der synes, at vi alle ville ha godt af at få græs under tæerne, mere plads og også bare prøve noget nyt.

Sprænge rammerne, træde ud af komfortzonen, blive villaejer, prøve det af…

 

Jeg kaster min tvivl og min krise i hovedet på veninder og kollegaer. Og skåner familien så godt jeg kan.

På nær et hvæs i ny og næ, går det nogenlunde med det.

 

Verdens bedste veninder klapper mig på håret, og siger at det er forståeligt, at det går over, og at man ikke dør af at bo i hus på Amager. De siger at jeg kommer til at elske det. At jeg skal huske på, at jeg er en ude-person. At jeg kommer til at elske haven og himlen.

 

Og de har med garanti ret. Og når maleren har malet lugten af tidligere ejer ud af huset, bliver det sikkert bedre. Og når vi får møbler og personligt dims på plads, vil jeg kunne kende huset som mit hjem.

 

Indtil da dvæler jeg ved sommeren på havnen. Så godt jeg nu kan i mængden at flyttekasser….

 

Det bliver en langtrukken og vemodig afsked med Christianshavn, kan jeg mærke.