Jeg havde ellers været ret kæk og bralret op om, at jeg nok var den der var gået klokken 23. Fordi jeg sjældent synes selskab er sjovt i mere end 5 timer. Og den her fest lå i hælene på en helt almindelig arbejdsdag. Og på den måde ville samvær med kollegaer strække sig fra 9 til 23, hvilket, selvom de er søde, er lidt lang tid.
Men så var der først gløgg. Og derefter bobler.
Og vin til maden. Og vin efter maden. Og
drinks. Osv.
Den var 03 inden jeg bevægede mig ud i
snestormen. Jeg tog mig selv i danse gruppe-gangnamstyle, og tænkte at det nok
var et passende clue til hurtig exit.Jeg havde det mildest talt ringe lørdag.
Mandag morgen fik jeg mere og mere kvalme jo mere jeg nærmede mig gerningsstedet.
Og i går aftes kom jeg stadig i tanke om brudstykker af samtaler jeg havde deltaget i. Gode samtaler heldigvis. Men sandsynligvis nu glemt af de fleste af deltagene.
Det var med andre ord en god fest. Og på bagsiden af den fest ligger verdens længste uge åbenbart. (Som muligvis afsluttes med verdens undergang?)
Der må være sket det at min hjerne simpelthen har holdt den her fest op som en slags ledestjerne for min arbejdsindsats på denne side af jul. Og stort var chokket derfor, da det søndag blev klart for mig at jeg ikke havde juleferie, men havde en hel uge tilbage til at dimse med projekter på tegnestuen. Ja normalt arbejder jeg selvfølgelig, men nu kan det højest blive til dimsning, men vi venter på at ferien indtræffer.
Behøver jeg at sige at den daglige motivation nærmere ligger i frokostpakkeleg, end i de faglige udfordringer?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar