Hvad svarer man når ens lillebitte fireårige spørger om hun ikke må komme alene ud og sove hos sin kusine?
Man siger selvfølgelig ja. Og arrangere det. Og afleverer hende lettere uligevægtig. Moren altså, ikke barnet.
For hvem skal jeg nu ligge tæt med hele natten?
Hvad med faren tænker i? Og det tænker han helt sikkert også!
Men når man nu i fire år har haft sådan en lille varmepude til at dele i hvert fald halvdelen af hver nat med, så bliver man forvent i kroppen.
Og ham den store med skægstubbene er selvfølgelig lækker-agtig, men også sådan kantet og behåret, og ikke ret lille og blød og født-af-egen-krop-agtig....
Nå det er nok meget sundt. Jeg giver ham en chance. Og henter hende tidligt i morgen!
Ps. Det der dommedagssnak, ikk, det gør mig lidt utryg. Ikke at jeg tror det sker. Men man har jo nok set for mange film til ikke at kunne forestille sig det. Og fantasien er ikke min ven. Slet ikke når mindsten skal sove så langt væk fra mine arme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar